Grundtvigs Skoletjeneste
Grundtvigsk Forum og Center for Grundtvigforskning lancerer 1. april 2022 en specialistenhed i og om N.F.S. Grundtvig for skoler, lærere og lærerstuderende.
Den nye skoletjeneste har N.F.S. Grundtvig som afsæt og giver – på forskellig vis og afhængigt af emne og vinkel – et større kendskab til Grundtvigs tankeverden med afsæt i onlinesamlingen www.grundtvigsværker.dk
Grundtvigs Skoletjeneste vil levere:
- Undervisningsmaterialer og forløb til grundskoler
- Baggrundsviden til lærere
- (evt.) Undervisningsmaterialer og forløb til ungdomsuddannelser
- Konsulentvirksomhed/gæstelærerfunktion om Grundtvigs skoletanker for læreruddannelser
- Medarrangør af seminaret ’I skole med Grundtvig’
Formaterne for undervisningsmaterialer kan være både skrift, lyd, billede, film, undervisningsplatform m.m. Undervisningsforløbene afprøves og udvikles i samarbejde med lokale samarbejdsskoler og gøres herefter tilgængelige online. Skoletjenesten undersøger også behovet for et større materiale om Grundtvig for grundskolen.
Undervisningsmaterialer
Materialerne vil variere i forhold til både alderstrin og fag/tværfaglighed. Fx vil det i de mindste klasser måske handle om at undersøge, om vi også har en vrøvletunge, hvis vi har en salmetunge, eller om skoven rent faktisk falmer om efteråret. I de lidt ældre klasser kunne det handle om forbindelser mellem Grundtvig og ’fantasygenren’ i forhold til Grundtvigs brug af mytologien og i de ældste klasser om Grundtvig som demokratiopbygger og fortaler for åndsfrihed og om sammenhængen til moderne rettighedstænkning.
Sted, mennesker og rækkevidde
Aarhus og Gellerup er skoletjenestens konkrete sted. Her har skoletjenesten konkrete samarbejdsskoler og kan igangsætte, afprøve og udvikle konkrete ideer og forløb. Samtidig er Grundtvigs skoletjeneste hele Danmarks skoletjeneste og materialer m.m. skal kunne tilgås fra hele landet.