Sasja Emilie Mathiasen Stopa ansættes som seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning
Sasja Emilie Mathiasen Stopa er tiltrådt stillingen som seniorforsker per 1. januar 2025

Sasja Emilie Mathiasen Stopa er per 1. januar 2025 ansat som seniorforsker på Center for Grundtvigforskning. Stopa forsker i forholdet mellem teologi og dansk samfundsudvikling fra reformationen og fremefter med fokus på udviklingen af dansk tillidskultur og den indflydelse, som forestillinger fra den lutherske teologi har haft på sociale forestillinger om for eksempel legitim autoritet, demokratisk medborgerskab og kønsroller. Derudover forsker hun i Luthers teologi og i dansk luthersk teologi, herunder N.F.S. Grundtvig og K.E. Løgstrup, og bidrager til nutidig systematisk teologisk refleksion over gudsbegrebet og teologisk antropologi.
Som seniorforsker på Center for Grundtvigforskning skal Stopa medvirke til det filologiske arbejde med udgivelsen af Grundtvigs værker (www.grundtvigsværker.dk) samt forske i Grundtvigs teologi og i Grundtvig og grundtvigianismens indflydelse på den samfundsmæssige udvikling fra enevældens autoritære tillidskultur til en demokratisk tillidskultur i løbet af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede.
Stopa kommer fra en stilling som postdoc tilknyttet School of Social and Political Science, Edinburgh University, med et projekt om teologiske forestillingers påvirkning af udviklingen af tillidskultur i lutherske Danmark og calvinske Skotland finansieret af Carlsberg Fondet. Som ph.d.-studerende og postdoc har hun været tilknyttet Afdeling for Teologi og har bidraget til de kollektive forskningsprojekter ”Lutherdom og dansk samfundsudvikling” under ledelse af professor Nina Javette Koefoed og “Epistemological Aspects of ‘Dialogue’: Exploring the Potential of the Second-Person Perspective” ledet af professor Claudia Welz. Stopa har desuden været gæsteprofessor ved Hamborg Universitet, hvor hun underviste og forskede i teoretiske tilgange til undersøgelsen af forholdet mellem religiøse forestillinger og samfundsudvikling.
Kontakt:
Sasja Emilie Mathiasen Stopa
Institut for Kultur og Samfund
Center for Grundtvigforskning
Jens Chr. Skous Vej 3, 1485, 513
8000 Aarhus C
stopa@cas.au.dk