'Folkeligheden'

Et af de store spørgsmål man kan stille til Grundtvigs forfatterskab er, hvad han egentlig mente med begrebet det folkelige. Grundtvig definerer selv det folkelige som det nationale eller det, han kalder danskheden. Men hvad er så det?  

En af de centrale tekster i den forbindelse er hans 14 strofer lange digt ”Folkeligheden”, der oprindelig blev trykt i hans enmandstidsskrift Danskeren i august 1848. Digtet er især kendt for linjerne ”Til et Folk de alle høre, / Som sig regne selv dertil, / Har for Modersmaalet Øre, / Har for Fædrelandet Ild” (strofe 7). De er et eksempel på, hvor tankemæssigt prægnant Grundtvig kan formulere sig digterisk, og hvor rummelig og inkluderende hans tænkning kan fremstå: det folkelige er åbenbart noget, man selv kan vælge at tilslutte sig. Men de ofte citerede ord er også et eksempel på, hvor fristende det er blot at citere Grundtvig – så slipper man nemlig for at forholde sig til, hvad han også har sagt.

Læs meget mere af, hvad Grundtvig også siger i 'Folkeligheden' på grundtvigsværker.dk

I februar 2022 rykkede russiske militærkøretøjer ind i Ukraine og påbegyndte invasionen af landet, men det er ikke kun forbeholdt nutiden at skæve frygtsomt mod øst og se, hvordan det russiske styre kæmper for at ekspandere sit enorme geografiske territorie – tilbage i 1854 skrev Grundtvig en artikel til avisen Fædrelandet, hvor han på baggrund af de storpolitiske forhold i 1800-tallet råbte vagt i gevær for Danmarks overlevelse. Han mente, at de nordiske riger burde forene sig i et forsvarsforbund for at undgå, at Rusland skulle opsluge landet “med Hud og Haar”.

Læs mere om Grundtvigs frygt for en russisk invasion i artiklen “Det Høinordiske Forbund” fra d. 27. maj 1854 på www.grundtvigsværker.dk  

I juni måned blev Grundtvigs saxooversættelse i tre bind anbefalet som årets sommerferielæsning. For de fleste er ferien nu forbi, og dagligdagen for mange af os efterlader måske ikke tid til deciderede ’læseprojekter’. Men når man nu har forlystet sig med Grundtvigs Saxo fra årene 1818-1823, kan man passende kaste sig over en mindre tidskrævende tekst. Digtet ”Saxe Runemester” udkom sidst i november 1854 i en fin lille, illustreret almanak for året 1855. På samme tid satte Grundtvig det som indgangsdigt til andenudgaven af saxooversættelsen, der hæftevis blev sendt ud i perioden 1854-1855. I digtet retter Grundtvig op på en udeladelse. I sin tid havde han bibeholdt den latiniserede form af Saxos navn, men nu er der gjort op med denne synd – Grundtvig har nemlig fundet Saxos danske ”Mester-Navn”, nemlig ’Saxe Runemester’. At Grundtvig i digtets tre første strofer også benytter anledningen til indirekte at fremhæve sin nære slægtsforbindelse til både Saxo og biskop Absalon, kalder han selv for ”Smaating”.

'Saxe Runemester' kan findes på Grundtvigsværker.dk

Grundtvigs bidrag til Den Danske Salmebog kan ikke undervurderes. Ud af salmebogens 791 salmer er 253 digtet, gendigtet eller oversat af Grundtvig. Grundtvig har dog skrevet langt flere sange og salmer, og blandt disse er et omfattende korpus af bibelhistoriske sange, der oprindeligt havde til hensigt at lette børns tilegnelse af bibelhistorien. En af de mange fortællinger, Grundtvig gendigtede, er beretningen om de første disciples kaldelse, som vi kender den fra Joh 1, 35-51. I Grundtvigs dramatiserede genfortælling er fokus på disciplen Nathanael, der er skeptisk over, at Jesus fra Nazareth skulle være den kommende frelserskikkelse. I mødet med ham lader Nathanel sig dog overbevise. Hvordan det gik til, kan læses i digtet “Nathanael”, der første gang blev trykt den 16. august 1846 på forsiden af Dansk Kirketidende.

Rigtig god fornøjelse

'Nathanael' kan findes på Grundtvigs Værker.

Her et oplagt sommerferielæsningsprojekt. Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus udkom i tre bind i årene 1818 til 1823. Grundtvig kalder selv sin oversættelse af Saxo en ”fordanskning”, i dag ville vi måske tale om en gendigtning. En vigtig pointe for Grundtvig er at gøre sproget levende og interessant for datidens ”almindelige” danskere, dvs. bønder, ved at bruge deres eget sprog, som Grundtvig kalder borgerstuedansk (i modsætning til de højlærdes sprog). Han taler også om at omsmelte bogen. Saxos Danmarkshistorie kender vi allerede fra mange oversættelser, men her er vitterligt en levende og medrivende genfortælling, der stadig fortjener at blive læst.

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk

Under et besøg i slutningen af 1803 hos sin bror Otto, der var sognepræst i Torkilstrup på Falster, blev Grundtvig opmærksom på, at Eskilstrup sogn, der lå ganske tæt på broderens sogn, havde været uden skoleundervisning i ti år.

Grundtvig greb pennen og forfattede “Et Særsyn i det nittende Aarhundrede”, hvor han skildrede de kummerlige skoleforhold i et ikke nærmere angivet sogn på Falster. Artiklen blev trykt i ugeskriftet Politivennen og blev det første af i alt tre indlæg fra Grundtvig om sognet uden skolegang.  Artiklerne var med hans egne senere ord “det første trykte hvorunder hans Navn kom til at staae” og dermed også hans første offentlige slag for folkeoplysningen.

Endte børnene så med at komme i skole i Eskilstrup sogn? Læs månedens tekst og indledningen dertil…

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk

Efter at have fået kongens tilladelse til at sælge skolemateriale, bad brødrene Meyer og Jacob Herman Bing Grundtvig om at forfatte en lærebog om mytologi; det blev til Græsk og Nordisk Mythologi for Ungdommen, som forelå i 1847. Værket skilte sig umiddelbart ud fra de daværende skolemytologier, idet han stilistisk valgte at sidestillede den nordiske med den græske mytologi.  
Grundtvigs gennemgang af de to mytekredse er præget af udførlige beskrivelser af det tilgængelige kildemateriale, i stedet for at nøjes med at genfortælle myternes indhold og have sit mål for øje – en pædagogisk håndbog til undervisningsbrug.  
Han beklager tilmed indledningsvist, at der er ting han har måtte udelade grundet pladsmangel, men at han til gengæld har bestræbt sig på at fortælle myterne “saa de kunde nytte og fornøie” og gøre bogen “saa tydelig, morsom og livlig, som jeg kunde” (s. III-IV). Man skal ikke have læst mange linjer af Grundtvigs skolemytologi, før man forstår, hvorfor en anmelder dømte den “aldeles ubrugelig”.

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk

Grundtvig skrev ”Konge-Haand og Folke-Stemme” i 1839 til forening Danske Samfunds fejring af årsdagen for forordningen af 28. maj 1831, der bebudede etableringen af de rådgivende stænderforsamlinger. Sangen er en hyldest til det tætte forhold mellem konge og folk, som Grundtvig ser bekræftet i, at Frederik 3. i 1660 fik sin enevoldsmagt overdraget af befolkningens repræsentanter, og at Frederik 6. omvendt i 1831 gav folket en stemme med stænderforsamlingerne. Dette forhold var hjørnestenen i Grundtvigs forfatningsmæssige tænkning. I Den Grundlovgivende Rigsforsamling citerede han første vers som en illustration på det, han kaldte ”denne gamle og som jeg haaber uudslettelige Grundlov”. Selv efter Grundlovens indførelse i 1849 vedblev Grundtvig at hævde, at stænderforfatningen, hvor folket kunne give frit udtryk for dets følelser, og kongen kunne reagere på dem, som han fandt bedst, var den bedste forfatning, Danmark kunne have. Digtet skal læses som en kontrær modsætning til de langt mere problematiske forhold mellem konge og folk i andre europæiske lande, ikke mindst i Frankrig, hvor man med vold havde detroniseret den ene efter den anden.Grundtvig skrev ”Konge-Haand og Folke-Stemme” i 1839 til forening Danske Samfunds fejring af årsdagen for forordningen af 28. maj 1831, der bebudede etableringen af de rådgivende stænderforsamlinger. Sangen er en hyldest til det tætte forhold mellem konge og folk, som Grundtvig ser bekræftet i, at Frederik 3. i 1660 fik sin enevoldsmagt overdraget af befolkningens repræsentanter, og at Frederik 6. omvendt i 1831 gav folket en stemme med stænderforsamlingerne. Dette forhold var hjørnestenen i Grundtvigs forfatningsmæssige tænkning. I Den Grundlovgivende Rigsforsamling citerede han første vers som en illustration på det, han kaldte ”denne gamle og som jeg haaber uudslettelige Grundlov”. Selv efter Grundlovens indførelse i 1849 vedblev Grundtvig at hævde, at stænderforfatningen, hvor folket kunne give frit udtryk for dets følelser, og kongen kunne reagere på dem, som han fandt bedst, var den bedste forfatning, Danmark kunne have. Digtet skal læses som en kontrær modsætning til de langt mere problematiske forhold mellem konge og folk i andre europæiske lande, ikke mindst i Frankrig, hvor man med vold havde detroniseret den ene efter den anden.

Læs den her på grundtvigsværker.dk 

C.E. Rotwitt blev valgt til statsminister den 2. dec. 1859. Men den 8. febr. 1860 døde han pludselig. Grundtvigs sørgetale er skrevet i anledning af hans begravelse. For Grundtvig var Rotwitt et godt valg, da han både var folkets og fædrelandets mand. Det afholder dog ikke Grundtvig fra at sætte spørgsmålstegn ved, om Rotwitt virkelig havde evnerne til at løse striden med Tyskland om Slesvig, Holsten og Lauenburgs tilhørsforhold til Danmark. Dette var jo også et spørgsmål om Danmarks fremtid som selvstændig nation. Rottwitts korte regeringsperiode og pludselige død kunne ifølge Grundtvig måske betragtes som forsynets indgreb i den vanskelige politiske konflikt, der truede landet. Løsningen på konflikten krævede nemlig bedre evner end Rotwitt havde.

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk

N.F.S. Grundtvigs salme “Det kimer nu til julefest” indleder for mange den egentlige julehøjtid. Salmen udkom første gang lillejuleaften 1817, men i en noget anden skikkelse end den kendte. I første halvdel af den 24 strofer lange salme opfordrer fortælleren os til at forestille os, at vi tager med til Betlehem: Vi skal høre englesangen julenat, som var vi selv til stede, lige når det sker, og vi skal mindes den grædende Rakel og kong David. I salmens anden halvdel reflekterer fortælleren over, hvilken omvæltende betydning fødslen af Jesus som menneskers frelser har for den enkelte, for den kristne menighed og for historiens forløb. En flig af den rigdom af betydninger, Grundtvig lagde ned i sin salme, og som han trækker på, beskrives på Grundtvigs Værkers hjemmeside.

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk

Denne korte sang på fire strofer blev skrevet i al hast i maj 1843. Christian 8. skulle besøge dronning Caroline Amalies børneasyl, og få dage før besøget skrev dronningen til Grundtvig for at få ham til at bidrage med en lille sang. Sangen skulle udtrykke børnenes kærlighed til landsfaderen, og dronningen ønskede at modtage sangen hurtigst muligt - helst samme dag. Grundtvig leverede, og han fik mere end en tak for sit bidrag. De fire strofer samt Grundtvigs tilstedeværelse under kongens asylbesøg medvirkede nemlig til, at han fik en rejse til England betalt af kongehuset. En rejse som hurtigt blev sat i stand, og således drog Grundtvig og sønnen Svend mod London den 8. juni 1843.

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk

En af Grundtvigs mest skattede salmer er ”Påskeblomst! Hvad vil du her” med melodi af Carl Nielsen. Salmen har imidlertid sit ophav i en sammensat, lyrisk-dramatisk komposition fra 1817 med titlen Paaske-Lilien, som udkom i Grundtvigs tidsskrift Danne-Virke. Dette litterære eksperiment bestod af en digterisk prolog på 13 strofer efterfulgt af et mysteriedrama og sidst 8 strofer som digterisk epilog. Paaske-Lilien fik i en lang årrække ingen opmærksomhed, selvom de digteriske dele indeholder noget af Grundtvigs fineste poesi overhovedet. Efter hans død vaktes interessen for salmeversionen af værket og i 1900-tallet for den samlede komposition i takt med at Grundtvig fik en revival i den brede befolkning. I årene 1931-1942 blev Paaske-Lilien opført en gang årligt på Det kongelige Teater for at indsamle penge til opførelsen af Grundtvigs Kirke i København. Samtidig begyndte værket at komme som genoptryk i særudgaver, 20 i alt, hvor det seneste dog er fra 1967.

Læs originalen på Grundtvigsværker.dk