I forbindelse med udgivelsen af Grundtvigs prædikener i 1840’erne er nye enkeltheder om Grundtvigs depression i foråret 1844 kommet frem. Hans kræfter svigtede, og man kan tydeligt se hans tilstand i den forandrede håndskrift; han måtte have bistand til at passe sit embede, hvilket giver anledning til en urimelig konflikt med biskop Mynster. Af særlig betydning er hans sidste prædiken 1. maj 1844, hvor han tager afsked med sin menighed i Vartov før sit sammenbrud, og det farver tilblivelsen af “Sov sødt, Barnlille” under hans følgende rekreationsrejse og besøg hos præstevennerne på Sjælland og giver et stærkt indtryk af den støtte, han modtager fra sine tilhængere. De utrykte breve til og fra Grundtvig marts – juni 1844 er gengivet i denne udgave af Grundtvig-Studier (se s. 72 ff.) og sidehenvisningerne i det følgende henviser dertil.
Grundtvig prædikede sidste gang i Vartov onsdag den 1. maj 1844, inden han syg rejste ud til sine præstevenner på Sjælland 3. til 23. maj. Prædikenen har ikke tidligere været trykt. Den bringes her dels som bilag til Christian Thodbergs artikel om Grundtvigs krise i 1844 i dette nummer af Grundtvig-Studier , dels som en prøve på prædikenerne fra Vartov, som udkommer i disse år. De første 3 bind prædikener (1839-42) med kommentarbind udkom i 2003 på Forlaget Vartov, den næste pakke med endnu 3 årgange prædikener (1843-45) med kommentarbind forventes at være klar til trykkeriet i løbet af foråret 2006.
Grundtvigs breve fra slutningen af marts til juni 1844, der dækker den periode, hvor Grundtvig var syg, findes i Breve fra og til N. F. S. Grundtvig ( BG II), Peter Rørdam, 1, Blade af hans Levnedsbog og Brevvexling fra 1806-1844 (Rørdam 1891) og Gunni Busck, et Levnedsløb i en Præstegaard (Bech 1878).
Ved en sammenligning med Grundtvig-Registranten viser det sig, at der er adskillige breve i Grundtvigarkivet, også fra denne periode, der ikke er trykt. Et enkelt brev findes uden for Grundtvigarkivet på Det Kongelige Bibliotek, NKS. For at fuldstændiggøre billedet af sygdomsforløbet bringes her de utrykte breve, der berører Grundtvigs sygdom og ophold hos præstevennerne.
Jørgen Ertner har i sin afhandling “Et ord af Guds Søn” (Ertner 1997, 185 ff.) fremdraget et hidtil ukendt brev fra Grundtvig til Ferdinand Fenger, 28. maj 1844. Brevet refereres grundigt; men for oversigtens skyld er det taget med i nedenstående samling af utrykte breve fra denne periode.
Jævnfør desuden Christian Thodbergs artikel i dette nummer af Grundtvig-Studier om Grundtvigs krise i foråret 1844, hvor nedenstående breve inddrages.
Grundtvigs forhold til Bibelen undersøges med henblik på spørgsmålet om, hvorvidt dette efter 1810 kan betegnes som fundamentalistisk, og om der i så fald er tale om selvopgør eller blivende fundamentalistisk verdensanskuelse hos Grundtvig efter 1824/1825. Der arbejdes med en teologisk/teologi-historisk og en profanhistorisk fundamentalisme-definition. Profanhistorisk bestemmes fundamentalismen som karakteriseret af en reaktion på samfundets modernisering og sekularisering i modernitetens anden fase efter 1850, og med basis i Grundtvigs placering i tid, hans afvisning af verbalinspirationen, hans modernitetsbevidsthed og hans dermed forbundne accept af videnskabelig frihed afvises en bestemmelse af Grundtvig som fundamentalist.
Med afsæt i en tale, som Grundtvig holdt på Marielyst Højskole i 1862, belyses i artiklen betydningen af det gamle græske oplysningsideal, Nosce Te Ipsum (Kend dig selv), der kan føres tilbage til Oraklet i Delfi, men som også var et centralt omdrejningspunkt i såvel Platons som Aristoteles´ pædagogiske og samfundsmæssige tænkning. Der argumenteres for, at Grundtvig bl.a. ved at inddrage dette græske oplysningsideal i sin tale afslører en græsk side i sine tanker om livsoplysning og det samfundsmæssige fællesskab, som hidtil kun er blevet sporadisk belyst i Grundtvigforskningen. Den opfattelse, at udtrykket Kend dig selv på samme tid retter sig mod en erkendelsesakt og mod udviklingen af et medfødt etisk handlepotentiale, gøres gældende og sættes i relation til Grundtvigs begreb om menneskets gudbilledlighed.
Efter et kort referat af Sune Aukens ovennævnte bog og forløbet af disputatsen på Københavns Universitet uddybes i det følgende den opposition ex auditorio, som forfatteren af nærværende artikel der fremførte. Idet afhandlingens påvisning af et manglende “ligeløb” mellem Grundtvigs teoretiske og poetiske anvendelse af mytologien i perioden 1815-32 anerkendes som et gyldigt og værdifuldt resultat, tages to problemkompekser op til nærmere overvejelse, nemlig 1) hvad forstår Grundtvig ved gudbilledlighed? og 2) har Auken ret i, at asalæren for Grundtvig får karakter af religion? Det hævdes, at der højst kan blive tale om religiøsitet, men ikke om en egentlig religion.
N. F. S. Grundtvig´s international renown is mainly due to his pioneering work in the fields of adult education and Anglo-Saxon philology. Less familiar is his engagement in political life. During nearly 18 years he was an elected member of the Danish parliament, which was established in 1849. Prior to this activity he had for nine years been a member of a small committee working for the abolition of slavery in the Danish West Indian islands. The committee was established at the initiative of the British and Foreign Anti-Slavery Society. Grundtvig´s engagement in this special activity has until recently been practically unknown. Before 1839 Grundtvig´s attitude was characterized by both concurrence and rejection. He shared two commonly accepted views: (a) That the slaves on the Danish islands were treated in a milder way than in the colonies of other European powers, and (b) that the benign nature of Danish absolute monarchy would in its own good time solve all remaining problems. Alongside these views we find in Grundtvig´s early writings a fervent criticism of the horrendous avarice that through the centuries had maintained the institution of slavery. In 1839 Grundtvig revises his views and becomes personally involved in the cause of abolition of slavery. The failures and final success of the committee are here described on the basis of Danish and British sources.
Challenging the notion that Grundtvig’s ideas are unique and without significance outside the boundaries of the Danish state, this article seeks to emphasise the universal nature of Grundtvig’s thoughts and their relevance for the development of the countries of the third world. India, for example – despite its glorious past and present democratic constitution – is far from an ideal nation where 440 million people are still illiterate and 320 million people are living in poverty. Grundtvig’s concept of democracy, in which an overwhelming majority of the electorate should be enlightened, can also become a reality in the third world if his philosophy and practice are creatively assimilated with the thoughts of renowned thinkers of the third world (like Tagore, Gandhi and Freire).
Professor Donald Allchin utters a shout of appreciation, congratulation and gratitude to the editors of the latest series of Grundtvig’s sermons [ Grundtvig Prædikener i Vartov, vol. I-III with commentaries, 1839-1842, Copenhagen, 2003], for progress in the fulfilment of a long-standing desideratum – access, both scholarly and folkelig , to the remarkable record, virtually coextensive with his working life, of Grundtvig’s preaching. These most recent volumes affirm that the sermons are a treasure-store for students of the theology which Grundtvig developed in and taught through both his sermons and the hymns which were generated alongside them [editorial comment].
