Som baggrund for udgivelsen af to hidtil utrykte tekster af Grundtvig fra 1840 skitseres Grundtvigs skabelsesteologisk og kontraktteoretisk begrundede frihedssyn: at ethvert samfund er grundlagt på en kontrakt, en overenskomst, der finder sit udtryk i en udformet sammenfatning, en “Grundlov”, der for Grundtvig skal være mundtlig, men hos ham selv også kan være skriftligt udformet. Denne grundlov bliver til gennem en pagtsslutning, i første række mellem Gud og menneske, skaber og skabning, deraf i afledet form i det borgerlige samfund mellem kongen og folket og i det kristne samfund mellem Gud og menneske i dåben. Samfundets grundlov udtrykker dét gensidige forhold mellem to parter, som samfundspagten indebærer, og på dette hviler Grundtvigs dialogiske frihedsbegreb. I de aftrykte tekster ses, hvorledes menneskerettighederne for Grundtvig afledes heraf, og hvorledes den nævnte grundlov for Grundtvig skal være offentlig og mundtlig.
Langt de fleste artikler, der gennem årene er skrevet om forholdet mellem Luther og Grundtvig, støtter den opfattelse, at der er dyb overensstemmelse mellem deres teologiske tænkning. Denne opfattelse problematiseres ved hjælp af en begrebshistorisk synsvinkel, der viser, at de brugte begreberne nation og folk med forskelligt betydningsindhold, hvilket indikerer, at de også teologisk på helt afgørende punkter tænkte forskelligt. Disse forskelle perspektiveres ved at se på Luthers kategorier ‘lov og evangelium’, ‘husfader og husfolk’ samt ‘forældre og børn’ med afsæt i Grundtvigs brug af ‘knuden’ som metafor.
Grundtvigs begreb om en folkelig dannelse indebar ikke blot en idé om dannelse, men også om uddannelse. På baggrund af den datidige samfundsstruktur var han skeptisk over for en institutionaliseret børneskole, mens den lærde skole efter hans mening kun tjente til at distancere embedsmandsstanden fra det folk, den skulle tjene. Derfor drømte han om en statsdrevet højskole i Sorø, hvor der kunne udvikles en fælles dannelse for det jævne folk og for eliten, mens den supplerende faglige specialviden kunne læres på embedsmandsseminarier. Den historiske højskolebevægelse ligger på mange måder fjernt fra disse tanker, men har alligevel virket under inspiration af tanken om en folkelig dannelse. I dag, hvor ungdomsårgangene er små, er den presset af et krav om målbart udbytte af al undervisning, og man har derfor diskuteret indførelse af eksamen. Dette må afvises. Nu som før er højskolens opgave den menneskelige og folkelige dannelse på tværs af forskellighederne.
I denne artikel sammenlignes John Wesleys (1703-1791) og N. F. S. Grundtvigs (1783-1872) teologi med særligt henblik på forholdet mellem menneskets frihed og Guds nåde. For Wesley og Grundtvig gælder friheden ikke kun i politiske sammenhæng, men også i forholdet til Gud. Ifølge Wesley er menneskets frelse “konditioneret” af, at mennesket frit siger ja til Guds nåde, der kommer ethvert menneske i møde, såvel i kirken som uden for. Men også hos Grundtvig hører det med til “Frelsens Vilkaar”, at også “det gamle menneske” siger ja til dåbens indbydelse, selv om mennesket endnu ikke blevet er genfødt ved helligånden. Forholdet mellem Guds Ja og menneskets Amen kaldes ligefrem en “Aftale” mellem Gud og menneske. Denne kontraktteoretiske baggrund for Grundtvig har været overset eller ligefrem benægtet i Grundtvig-forskningen. Ikke desto mindre er tanken om dåben som tosidet “Pagt” en integreret del af Grundtvigs kirkelige anskuelse. Den findes da også både formuleret i salmerne, i prædikenerne og på fremtrædende plads i Den christelige Børnelærdom .
I sit menneskesyn skelner Irenæus mellem Guds billede og Guds lighed. Ved syndefaldet bevarer mennesket billedet i sjælen, mens ligheden i ånden går tabt og skal genfødes ved Guds Ånd. Med Irenæus som folie afdækkes sider af Grundtvigs og Kierkegaards syn på mennesket i forhold til syndefaldets følger for gudbilledligheden. De deler den opfattelse, at mennesket består af legeme, sjæl, ånd, og at det bærer et skabelsesgivet guddommeligt præg, som ikke er totalt forgået, når det gælder Guds billede, men tabt, når det gælder Guds lighed. For Grundtvig er der bevaret noget positivt af gudbilledet i sjælen i form af genlydsordet; for Kierkegaard er der efterladt noget negativt af gudbilledet i sjælen i form af en splittet frihed, som dog positivt bliver til syndsbevidsthed og trang efter Gud. Det er Guds Ånd, der virker fornyelsen af gudbilledet og genfødelsen af gudligheden, hos Grundtvig i dåben, hos Kierkegaard i et samspil mellem skriftemål og nadver. Der er ikke tale om nyskabelse, men om fornyelse, genfødelse, gentagelse og genforening i ånd og sandhed. Grundtvig, der især tænker dynamisk, fremhæver den ensartede kvalitet, Kierkegaard, der mere tænker dialektisk, pointerer den forskelligartede kvalitet henholdsvis før og efter fornyelsen og genfødelsen.
Ud fra motivfællesskabet i de tre tekster A: Kirke-Skibet, B: [Bortgangskvæde] og C: Aandelig Fiskervise, aftrykt i afsnittet “Kildetekster”, Grundtvigs genbrug i øvrigt af motiver og tidligere tekster samt det ønskelige i en teologisk tilgang til tekst B, søges digtet “Gammel nok jeg nu er blevet” placeret inden for Grundtvigs anskuelser om menneskeliv og kristendom og som led i forfatterskabets lange sammenhæng, også med henblik på nøjere at præcisere Karon-mytens funktion i digtets sammenhæng og at tydeliggøre digtets særpræg som svar i en eksistentielt afgørende situation.
Grundtvig’s reading in Anglo-Saxon literature from 1815 onwards, long before his watershed meeting with Irenaeus, introduced him to a body of religious poetry characterised by its early medieval, patristic, oldkirkelige ideas and images. That these immediately appealed to him and perhaps confirmed views (for example on the interpretation of history) already forming in his mind, is evident from the interpretation he put upon Beowulf . His engagement with the four long scripture-based poems in the so-called Junius manuscript, attributed to the 7th-c. poet Cædmon, and with the Exeter Book of Anglo-Saxon religious poetry, continued his potential exposure to the oldkirkelige heritage, including the association of vernacular poems with the liturgical cycle of the Church’s year. But not to be overlooked is the fact that the Thesaurus (1703-05; the work of George Hickes and Humphrey Wanley) through which Grundtvig gained much of his basic knowledge of this poetry, reflects Hickes’s own commitment, as a non-juror priest and bishop in the English Church, to the catholic legacy of the pre-Reformation English Church. The record of Grundtvig’s development over these earlier years needs to take account of what he found in Hickes-Wanley and in the literature to which they pointed him.
In Rune-Bladet (1844), Grundtvig employs the image of a leaf or sliver of beechwood used to deliver a runic message of hope from off the sea. In his transcription of the Exeter Book (1830 onwards), he gave to Riddle 60 the title (and solution) “Rune-Kiævlet” [The rune-stick]. Riddle 60 is associated with two other Exeter Book poems, The Husband’s Message and The Wife’s Lament . Taken together, these poems appear to tell the story of a woman cruelly separated from her spouse or lover, and forced to live in exiled humiliation and yearning until she is at last summoned by a sea-borne message on a rune-stick to rejoin her spouse and once more assume the dignity and status rightfully hers. The analogy between this Anglo-Saxon motif and the issue of the status of Danish and Danishness in Slesvig which is a focus of the 1844 Skamlingsbanke gathering from which Grundtvig was returning by sea when inspired to compose the poem, is striking; and since the Anglo-Saxon motif may arguably allude ultimately to the relationship between Christ and his Bride the Church, the possibility arises of Grundtvig having appropriated it to place the Slesvig cause (at least in his own mind) in a context of divine providence. Seen thus, it is another revealing example of Grundtvig’s creative appropriation of metaphor and motif from this body of early medieval Northern Christian vernacular poetry.
Ove Korsgaard, Kampen om folket. Et dannelsesperspektiv på dansk historie gennem 500 år (Gyldendal, København, 2004), 672s.Ove Korsgaards disputatsforsvar på Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) var i april 2004 vel besøgt, livligt og på forhånd godt omtalt i medierne, ligesom bogen var seriøst anmeldt i en række større dagblade. Efterfølgende viste en række indlæg fra kendte debattører og kulturpersonligheder emnets brede relevans i dagens Danmark midt mellem et på ny stigende nationalt og personligt engagement i kulturel og historisk selvforståelse over for EU's og globaliseringens udfordringer,jf. en række eksempler i note 1. Når disputatsen fortjener en vægtig præsentation for Grundtvig-Studiers læsere, skyldes det dens tematik om: Hvad er ‘folket’, hvordan blev det skabt og videregivet som begreb og realitet, hvordan hænger dette sammen med dets medlemmers ændrede selvforståelse som individer i tid og socialt rum, og hvordan hænger dette igen sammen med nationalitet og fædreland, og hvordan hænger dette slutteligt sammen med styreformen fra kongedømme til folkestyre og demokrati? – alt sammen væsentlige spørgsmål, som Grundtvig selv og hans tilhængere kæmpede med og fremlagde egne bud på samlet og forståeligt for befolkningens brede lag, for eksempel i den for mange stadigt aktuelle sang “Folkeligt skal alt nu være…” fra 1848.
