Aarhus Universitets segl

Jim Lyngvild og Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet, kaster sig sammen over bogprojekt

Jim Lyngvild og Grundtvig Centeret, Aarhus Universitet, kaster sig sammen over bogprojekt

Efter små 200 år udkommer N.F.S. Grundtvigs Nordens Mythologi igen. Ordene er de samme, men som noget helt nyt er den illustreret af Jim Lyngvild.

Nordens Mythologi handler om guder som fx Odin, Heimdal og Balder. Den er fuld af fortællinger – som fx den om Thor og Midgårdsormen. Med andre ord er den fuld af stof, som kalder på at få en billedform.

Bogen, som første gang udkom i 1832, har været vigtig for udbredelsen af Grundtvigs tankeverden. Den oser af viking, og dens fortale for frihed og tolerance er aktuel som aldrig før, mener forsker og centerleder Katrine Frøkjær Baunvig. Men bogen er også over 600 sider lang, ”og så er den skrevet på et lidt besværligt 1800-tals dansk af en mand med hang til lange, indskudte sætninger. Det er helt klart en udfordring at vække læselysten i folk, der ikke i forvejen er vilde med Grundtvig. Med andre ord skal Grundtvig støves af og gøres mere folkelig. Det er Jim Lyngvild med sin kærlighed til den nordiske mytologi og sin erfaring med at formidle nationalt arvegods for et publikum i det 21. århundrede den helt rigtige til hjælpe os med,” understreger Katrine Frøkjær Baunvig.

Designeren og forfatteren Jim Lyngvild skal illustrere bogen med fotografiske iscenesættelser af Grundtvigs mytologiske figurer og historier. ”At få lov at gå ombord i Grundvigs tekster og med kreativitet og kærlighed at gøre dem levende, er en nervepirrende affære. Dette er en af nationens største tænkere, og man kan jo ikke lade være at spørge sig selv, om han, hvis han levede i dag, ville billige mine frembringelser. Et er sikkert, han ville have en holdning. Det håber jeg, at mange andre også vil have.”

Jim Lyngvild vil endnu ikke løfte slørret for, hvordan billederne kommer til at se ud, det vigtigste for ham er at få lov at popularisere nationalikonet. ”Det er lige i Grundtvigs ånd! Vi vil gøre for Grundtvig, hvad han gjorde for den nordiske mytologi. For ’Dag og dåd ER kæmperim’, og det er troen på, at man ved sine egne evner kan bringe ånden til live, der skal være den arbejdsmoral, som får projektet på benene og forhåbentlig tænder en flamme af interesse for Nordens Mythologi hos nye læsere i alle aldre”, udtaler han.