Med udgangspunkt i bestemmelsen af Grundtvig som “kirkelig og folkelig totaldigter” og i et ønske om at følge undersøgelsen af den erkendelsesmæssige side af det kristeligt nødvendige livsengagement op med en undersøgelse af den poetiske side deraf gives her en kommenteret oversigt over den litterære Grundtvig?forskning og ?kritik. I hele Grundtvigs overordentlig særegne forfatterskab og virke sker der en omfattende og gennemgående sammenfletning af nationens og hans egen skæbne inden for en særlig historisk vision eller konstruktion og i en særlig, i høj grad samlet, symbolverden. Kristendommen indgår næsten altid i hans digtning eller fremstår som dens substrat.
Grundtvigs fortolkning og brug af Det Gamle Testamente belyses ud fra hans historiske værker og deres direkte udsagn om Det Gamle Testamente og dets betydning. Grundtvigs bibelsyn fremstår her som “konservativt” på en række konkrete punkter, når det gælder tiltroen til de bibelske beretningers historicitet og oprindelse. I en diskussion med nyere positioner afvises det dog, at man kan tale om fundamentalisme hos Grundtvig. Brugen af gammeltestamentligt stof i Grundtvigs prædikener undersøges gennem en række eksempler, først og fremmest fra Vor Frelser-tiden. Endelig inddrages Grundtvigs salmedigtning og dens udstrakte anvendelse af gammeltestamentlige motiver.
Vi ved alle, at Grundtvig bekæmpede den rationalistiske teologi. I bidraget gives der en kort præsentation af den rationalistiske teologi i Tyskland og herhjemme og eksempler på Grundtvigs polemik mod den. Men dernæst vises, at Grundtvig på en række punkter faktisk var i overensstemmelse med de rationalistiske teologer. Det gælder særligt i hans syn på forholdet mellem tro og fornuft, i hans forkastelse af arvesyndslæren og i hans nedskrivning af de symbolske bøgers betydning for den kristne kirke.
Ausgangspunkt nachstehender Betrachtungen ist die Beobachtung, dass Grundtvigs Namen dazu verwendet wird, ein ‘EU-Bildungsprogramm für lebenslanges Lernen in Deutschland’ aufzuwerten, bei dem es ausschließlich darum geht, berufstauglich zu bleiben. Dieser groben Fehleinschätzung wird in vorliegender Studie eine Reihe von Grundtvigs Aussagen entgegengestellt. Zudem werden zur Verteidigung gegen (mögliche) Kategorisierungen Grundtvigs als ‘(religiöser) Fundamentalist’ Sätze aus der Philosophie des amerikanischen Pragmatizisten Charles Sanders Peirce herangezogen, und es wird aufzuzeigen versucht, wie Peirce’ Vorstellungen von den für ihn essentiellen interaktiven Abläufen obendrein mit Grundtvigs methodischer Geschichtsbetrachtung konvergieren und in gleicher Weise wie diese dazu einladen, Humanität zu entwickeln, in einer offenen Bürgergesellschaft, einem politischen Umfeld, das durch uns, will sagen einem jeden von uns so unmittelbar wie möglich mitzugestalten ist.
Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Grundtvig i sin salmedigtning kan forene begivenheder fra helt forskellige historiske og litterære kontekster. Tilsyneladende bevæger han sig ubesværet mellem beskrivelser af årstidens natur, det bibelske univers, sagnberetninger og historiske begivenheder uden særlige spekulationer om tid. Ved en gennemgang af salmen I al sin Glands nu straaler Solen diskuterer nærværende artikel, hvad der er med til at muliggøre denne særlige form for poetisk hermeneutik.
‘Udvikling’ indgår som en grundkategori i såvel Grundtvigs som Darwins udviklingslære, dog med den afgørende forskel, at Grundtvig primært er optaget af historiens udviklingslove, hvorimod Darwin er optaget af naturens udviklingslove. Gennem en stor del af Grundtvigs forfatterskab kan man følge hans tofrontskrig mod såvel materialismen som idealismen. Hvad han søgte, var en tredje position og dermed en anden måde at forstå naturen på end den dominerende i såvel teologien som naturvidenskaben. Med udgangspunkt i afhandlingen “Om Mennesket i Verden” fra 1817 skitseres Grundtvigs udviklingslære, der bygger på en forestilling om naturens verden opbygget som en trappe, hvor de enkelte trin rummer hver deres kvaliteter. Mineralriget rummer form, blomsterriget desuden liv, dyreriget desuden bevidsthed og menneskeriget desuden selvbevidsthed. Vekselvirkningen mellem ‘hånd og mund’ – mellem håndens griben og sprogets begriben – ser Grundtvig som drivkraft bag udvikling af selvbevidsthed. Som epilog til artiklen inddrages Jesper Hoffmeyer, der stiller spørgsmålet, om Darwin med sin udviklingslære har givet en udtømmende forklaring på evolutionen. Selv nægter han at skulle vælge mellem at tro på en natur, som det er fuldstændig umuligt at føle sig hjemme i som åndeligt væsen, og på den anden side, at mennesket har fået sjælen pustet ind af Gud.
Anmeldelse af/Review:
Knud Eyvin Bugge, Theodor Jørgensen und Flemming Lundgreen-Nielsen (udg.), N. F. S. Grundtvig: Schriften in Auswahl, Göttingen: Vandenhoeck & Ruprecht, 2010.
