Principper og retningslinjer

Omfang

Grundtvigs Værker omfatter alle de værker, som Grundtvig fik trykt i sin levetid.
I tillæg udgives enkelte centrale tekster, som er blevet udgivet posthumt, men som har opnået kanonisk status fx Mands Minde (1877) - manuskripterne til en forelæsningsrække, som Grundtvig gav i 1838.

Til grund for udgivelsen ligger førsteudgaverne, og disse gengives tilmed i faksimiler (dvs. i digitale scanninger) ved siden af den elektroniske tekst.
Hvor senere udgaver af samme værk er ændret markant, anses de for at være selvstændige værker og udgives også. Eksempler herpå er Nordens Mytologi fra 1808 og 1832 samt Bjovulfs Drape 1820 og 1865. 

Tekstetablering

Udgaven er tekstkritisk, dvs. at grundteksterne gennemgås systematisk, og evt. fejl rettes.
Minimum tre eksemplarer af hvert enkelt værk kollationeres (sammenlignes), da der kan være indbyrdes forskelle.
Emenderingsprincippet er konservativt, og alle rettelser noteres, så de kan efterprøves.

Kommentering

Udgiverne forsyner Grundtvigs værker med forklaringer af forskellig art:

  • Indledninger, der belyser den historiske baggrund for værket.
  • Tekstredegørelser, der beskriver de relevante manuskripter og tryk.
  • Verbalkommentarer, der letter læsningen ved at forklare vanskelige ord.
    Bemærk, at kun ord, som ikke forklares entydigt i Den Danske Ordbog, kommenteres.
  • Registeropmærkninger, der giver kortfattede leksikonopslag ifm. personnavne, steder, mytologiske elementer og bibelstedshenvisninger.

Søgemuligheder

Der kan søges i både Grundtvigs tekster og i udgavens kommentarer og indledninger.
Indtil videre er det kun muligt at søge i de udgivne værker (ca. 10% per 1. november 2014).
Dog er der mulighed for at søge i det samlede tekstkorpus ved henvendelse til udgaven.

Øvrige værktøjer

Endelig rummer udgaven en række øvrige værktøjer:

  • en historisk tidslinje
  • land- og bykort
  • en registrant over den del af Grundtvigs efterladte papirer, som har været inddraget i udgivelsesarbejde
  • en fortegnelse over hans bogsamling og registre.

Udgavens interne retningslinjer

Nedenstående tekster er til intern brug, men idet flere har efterlyst disse, offentliggøres de her: