Konference: Medborgerskab mellem følelse og fornuft

16.11.2017 | Rikke Bjørn Jensen

Dato man 29 jan tir 30 jan
Tid 10:00    13:00
Sted Vartov, Farvergade 27, København

Medborgerskab er en kategori, der er placeret mellem følelse og fornuft, det kommunitære og det liberale. På én gang transcenderende det partikulære og det umiddelbare; og i stand til at etablere sin egen patos. Repræsenterende den kunstigt indstiftede lighed og villede civilitet; men også borgerfællesskabets broderskab og esprit. Konferencen Medborgerskab mellem følelse og fornuft vil tydeliggøre flere forskellige aspekter af medborgerskabet.

Medborgerskabet understøtter en motivation for handling. Vi skal føle for en sag, mærke en indignation, have medfølelse, og føle en konkret forpligtelse i en gruppe for at handle.

Medborgerskabet er ligeledes med til at forme solidariteten i nationale fællesskaber. Solidaritet fordrer en samhørighed med en konkret gruppe. Viljen til at ofre sig for hinanden – ja bare gøre vores pligt, støtte op om institutioner, valgte ledere og bidrage til den samfundsmæssige omfordeling har historisk set forudsat skabelse og vedligeholdelse af solidariteten i nationale fællesskaber, med dets emotionelt investerede symboler, historier, helte og landskaber.

Moralsk dømmekraft er et centralt element i medborgerskabet med intuitionen som sin vigtigste byggeblok, og som prøvesten for ethvert abstrakt princip. Den der – også i politik – er uden kontakt med sine egne eller andres følelser, er ilde stedt. Endelige er medborgerskabet knyttet til anerkendelse. At have hjemme i et samfund – som i ethvert fællesskab – er også at føle sig velkommen, værdsat og anerkendt. Den fattige, indvandreren, minoriteten ønsker nok andel i rettigheder og ressourcer, men i sidste ende er fordeling og formel retfærdighed ikke nok; hvis ikke der opleves en ligeværdighed i relationer og sociale interaktioner.

 

Se det fulde program 

Konference